søndag den 17. august 2014

Et særligt venskab...

 Viola har fået en helt særlig ven.
Hun hedder Eva og er faktisk en fæl, ækel og gammel heks, men med det største hjerte… 
Viola elsker hende simpelthen.
Det er sådan kommet snigende hen over sommeren - Viola har sin helt egen yndlingsplads, når hun ser HC Andersen paradens skuespil inde i byen. 
Og det har hun gjort temmelig mange gange her i sommer. 
Hun er fan. 
Bigtime.
Og hun er bare så sød, som hun sidder der - helt oppe foran og suger til sig.
De andre år har det været prinsesserne, der har vundet hendes hjerte - især prinsessen på ærten. 
Det er nemlig hende, der har den lilla kjole. Og så har fascinatioen varet til vi kom hjem og hun glemte dem igen.
Men i år - ja, der har hun altså lært verdens sødeste heks at kende. 
En heks, der endda ind i mellem giver flødeboller, hvis man er heldig nok og god til at holde sig til - og DET er Viola. 
Nu er det selvfølgelig også lidt anderledes i år fordi storesøster spiller med i paraden og Viola har set stykket så mange gange at hun selv kan opføre alle rollerne fejlfrit herhjemme, fra start til slut - og det gør hun. 
Ofte.




Kærligheden til den sødeste heks er kommet snigende - og pludselig en dag krævede min lille groupie at få sit helt eget heksetøj. 
Uh, det er sådan lidt af en balance mellem hvad der bare er PINLIGT for den temmeligt selvbevidste storesøster og den 4 årige, som bare gerne vil ligne sit idol - og ikke synes det er anderledes, end når hun fx. har Elsas kjole på og leger Frost…


Men altså… Sy sy sy heksetøj - og så skal jeg da ellers love for at hun for alvor charmede sig ind i hjertet på søde Eva.



Så meget at jeg efter et par dage fik en opringning fra Eva, som var kommet i tanke om at hun havde nogle fine HC Andersen dukker liggende - om jeg mon kunne sy heksetøj til prinsessen, for så ville hun bare så gerne forære dem til sin lille fan.
Jeg synes simpelthen det var SÅ sødt, så selvfølgelig ville jeg det.



Nu har Viola fået dukkerne - hun ELSKER dem og hun elsker bare Eva.
Tænk at have sin egen yndlingsheks…
Vigga er heligvis helt okay med det. 
Nu.
Og jeg glæder mig over at mine pigers (og mit) liv er beriget med sådan et fantastisk dejligt menneske.





fredag den 8. august 2014

Nye boller på lars… Eller noget i den retning.

Og nej… 
Det er på ingen måde kinkyt! 
Men altså… 
Nu er ferien for alvor ved at være slut - og vi trænger lidt til at komme ind i nogle gode rutiner. 
Med vi, mener jeg egentlig mine overservicerede børn (divaer, dovne hunde, søde små hjælpeløse pullernullere - whatever)… 
Måske fornemmes det lidt at ham lars skal have nye boller nu? 
Jeg er i hvert fald klar.
Og hip hurra - det er mine noget så søde børn faktisk også.
Det er så smart med de børn altså - det vil jo egentlig så gerne hjælpe. 
Hvis bare de får lov, ikk…
Eller…


(Viola elsker at lave mad - så tørrer jeg gerne overskydende olie op bagefter, det får hun ikke lige lov til. Endnu!)

Når de ikke er så store at det er meget federe at sidde med en ipad og høretelefoner og være opslugt af Jesse eller Violetta på Netflix, så vil de i hvert fald gerne…
Nu får de så lov alle sammen her i det lille gule. 
Eller dem, på over 10 måneder gør.
Vi har kastet os frådende over en ny smart app på facebook Kindermilkslicefuntime - og smart, det er den altså faktisk. 
Den er også motiverende - og det er endnu bedre.
Børnene kan vælge forskellige pligter af forskellig varighed og sværhedsgrader. 
Fx. at lægge tøj sammen… 
Den er altså ikke nem at sælge til 10årig diva, som synes det er dybt urretfærdigt at skulle nedværdige sig til sådan noget.
HELT ærligt!
(man er vel skuespiller!)
Men når det så beskrives som "lad som om du arbejder i en tøjbutik, sæt din yndlingsmusik på og læg tøjet sammen i takt til musikken", ja, så er det altså straks noget helt andet og jeg har da aldrig set hende forsvinde så hurtigt op på værelset før…
Sådan er der beskrivelser til alle gøremål - og det er faktisk smadder smart og virkelig motiverende. 
Leg de huslige gøremål ind sammen med ungerne - så bliver verden bare meget sjovere!
Ugeskema med de pligter, barnet har valgt kan printes ud og hænges op - så de kan se dag for dag, hvad det er de skal.
Smart!


I appen kan man vælge forskellige præmier, som belønning når alle pligter er udført.
Lige den del er jeg altså ikke helt vildt begejstret for, for jeg synes faktisk ikke man behøver belønnes med kæmpe gaver for at hjælpe til - tvært i mod synes jeg, det er en del af det at være i en familie.
Så…  
Mine unger får altså hverken koncerter, motocrossoplevelser eller ture til forlystelsesparker for hele familien fordi de hjælper til herhjemme - men måske en hyggeaften med popcorn og film en dag. 
Hvis de altså kan blive enige om hvad de så skal se…
Men DET er en helt anden historie.

Klik ind på facebook og prøv selv!


Instagrammer du - og vil du lege med, kan du tagge dine billeder med #milkslicefuntime @milkslicedk.