torsdag den 20. juni 2013

lykken er...



Et farvefix på en grå dag...

Grå fordi en masse tanker rumsterer. 
Om "inklusion" og "den rummelige folkeskole" - og hvem, det egentlig er, der betaler for det?? 
Og for besparelser - og mangel på ressourcer.
Lige nu er det min store smukke datter. 
Eller... 
Sådan føles det i hvert fald. 
For i hendes klasse er der ét barn især, som har rigtig svært ved at være der ind i mellem
Og så reagerer det barn meget voldsomt.
I går truede det barn MIT barn med en saks. 
En SAKS!!!
Sådan op i hovdet - klip klip agtigt.
Og jo... Der var en voksen. 
Og nej. Det er ikke første gang, der sker noget, som er så voldsomt.
Det kan da simpelthen bare slet ikke være rigtigt!
Jeg synes det er utrygt og frustrerende - og jeg har snart ikke flere gode ord, jeg kan bruge for at hjælpe hende, når hun kommer hjem - rystet og bange og ked af det efter sådan en oplevelse.
Nu er jeg bare sur. 
Egentlig.
Og jeg vil ha´ at der bliver gjort noget ved det.
Sådan VIL HA´- på en meget barnlig, stampende i jorden-agtig måde.
NU!
Både for mit eget barns skyld - for resten af klassen og egentlig især for det barn, som har det så svært og bliver så presset.
Bom!

Så nu sidder jeg og overvejer at tømme hele stofskabet.
Og male det.
Det er nemlig nok den bedste terapi.
For mig i hvert fald.




3 kommentarer:

K som Karla sagde ...

Kære Betine... jeg forstår dig til fulde, kan mærke VIL HA jeg stamper i jorden reaktionen når jeg læser dit indlæg. Det er desværre et velkendt problem i mine børns skolegang. Jeg har et barn der er inkluderet i folkeskolen og al erfaring har vist mig, at det er UDELUKKENDE EN SPARERUNDE af de slemme, med tragiske konsekvenser. Med inklusion er der ikke fulgt penge/timer eller fagpersonale med, til at hjælpe de inkluderede elever.
De mærker selv, at de "ikke passer ind", at de ikke bliver forstået, at der ikke er mulighed for at rumme dem, og det presser dem yderligere. Det fremkalder situationer som den med saksen. Stakkels det barn, der er så presset at det reagerer sådan. Som bagefter lever med skammen over sin reaktion og deraf afstand fra de andre elever.
OGSÅ stakkels de børn, der skal leve i frygt når de ved, at de har en klassekammerat, de ikke kan forudsige/være tryg ved.
Var der ressourcerne omkring barnet til at rumme det, ville det ikke handle i affekt. Og så ville det ikke være et utrygt moment for kammeraterne.
Jeg anerkender fuldt ud din frustration. Der er brug for forældre som dig, der sætter hælene i og reagerer. Som forælder til de inkluderede børn kæmper man meget alene. Jeg synes det er rigtig vigtigt, at du gør skolen opmærksom på, at situationen er uacceptabel for alle parter. Og som du så flot skriver, ikke mindst for barnet der har det svært.
Jeg rager hatten af for, at du reagerer, deler dine tanker og bringer problemet op. Jeg foreslår, at du får en snak med andre forældre i klassen. Du står garanteret ikke alene. Og så skal i kontakte både lærer og ledelse på skolen. God kamp og et kram til din datter. Kh Sofie

betine sagde ...

Kære Sofie...
Tusinde TAK for din kommentar - og din ærlighed! Jeg kan sagtens forestille mig hvor frustrerende det må være at være forælder til et barn, der bare slet ikke bliver mødt med de ressourcer, som der er behov for. Det er SÅ synd! Og jeg ved også at forældrene til det barn i min datters klasse har det frygteligt med det - og næsten ikke kan rumme at komme til klassearrangementer af frygt for om der nu dukker et eller andet ubehageligt op. Hvor må det bare være forfærdeligt at gå med HELE tiden... Og hvor er der meget afmagt i det.
Jeg er selv pædagog, så jeg ved jo udemærket godt at det er et spørgsmål om politik og penge - og besparelser... Det er jo det samme i daginstitutionerne...
Det er bare ikke godt nok!
Min datter skal i 3. klasse nu... Det her har stået på siden 0. og det fylder bare rigtig meget - også til forældremøder osv. Det er jo bare heller ikke alle forældre, der er lige saglige. Og det er heller ikke alle, der kan lade være med at tale om det over aftensmaden, hvor alle ører blafrer vildt... Alle har jo en holdning, ikk...
Selv HAR jeg allerede siddet til møde med ledelsen - og skal det igen i dag. Så nu HÅBER jeg virkelig der sker noget.
Også et kram til dig og dit barn - og god kamp til jer også!

Kh. Betine

by myr sagde ...

Kære Betine,
Sikke dog en ubehagelig oplevelse - for ALLE parter! Der er kun tabere i denne kamp, ingen vinder ved den form for "spare-inklusion" som regeringen har vedtaget. Et uskønt kunstgreb som er foretaget af embedsmænd, som har skaltet og valtet med menneske skæbner og brugt dem som lommeregner og kalkuler. Ja, undskyld hvis jeg bliver en smule stor i slaget, men noget er gået op for mig i den seneste tid. Vores land har ikke mere den slags velfærd, som jeg ellers er vokset op med hele mit liv. Noget er forandret. Et skræmmende scenarie tager sig ud for mig, hvor vi er på vej mod Amerikanske tilstande, hvor forskellen på "høj" og "lav" er markant. Jeg græmmes.
Jeg har altid levet efter devisen om at det kan betale sig at yde en indsats. At gøre en forskel. At kæmpe for sin sag, hvis man oplever uretfærdighed. Min tro er knækket... Efter at have fungeret som dagtilbudsformand i et sølle år i mine drenges dagtilbud, endeløse kampe med kommunale politikere (som er hamrende korrupte), demonstrationer, læserbreve og møder har jeg måttet sande...det nytter ikke. Man kan åbenbart ikke slås mod systemet. Og hvor er det dog trist at nå til den konklusion. Men det er sådan jeg føler.
Nu står jeg i en anden situation. Vores ældste søn (som har 1 år tilbage i bhv inden skole) er under en slags lup (kald det udredning om man vil) i samarbejde med vores virkelig søde og kompetente pædagog, en vejlednings pædagog og en psykolog. Uden at gå i detaljer om forløbet, så er vi lige nu dér, hvor vi venter på at vores dreng skal "vurderes" af psykologen. Der er 6 mdr. ventetid! Jeg er nervøs for udfaldet. Hvad nu hvis han har så meget behov for noget special støtte så han ikke får det han har brug for i det almindelige tilbud? Men reglen er samtidig at han SKAL inkluderes...(jeg har erfaret at det skal være meget grelle tilfælde før der tilbydes special skole eller institution. Og dér er vi slet slet ikke. Har desuden også erfaret, at en del skoler og institutioner ikke sender børnene med særlige behov videre, da det er skolen der sender dem afsted som skal betale mange mange penge til det nye tilbud. Og det er der mange der ikke har råd til. og så sker der ligesom ikke mere. Så må alle børnene bare "være" i det!)
Åååh frustrationer og bekymringer vil faktisk ingen ende tage. Og det blev en meget lang kommentar. Men dit indlæg trickede noget ved mig, som har dybe rødder i mig. Som det ses :-)
Kh. Malene